FORTÆLLINGER

”Alexanderteknik hjælper mig med at finde frihed i mine bevægelser og virker for mig som en fysisk og mental afspænding.

I min hverdag bruger jeg Alexanderteknik for at undgå stress i mit arbejde som gymnasielærer, og det betyder, at min undervisning bliver mere afslappet.

Når jeg mediterer, har jeg stor nytte af Alexanderteknik til at gøre op med vanemæssige tanker, idet tanken bliver fri og ubundet ligeså vel som kroppen.

Alexanderteknik er et fantastisk middel til positiv personlig udvikling, og jeg ved, at Birgitte kan garantere, at det foregår helt i ens eget tempo og uden krav.”

Charlotte Bisgaard, gymnasielektor, cand.mag. i sprogpsykologi


”Jeg giver hermed Birgitte mine varmeste anbefalinger.

Efter forskellige speciallægebesøg uden større resultat (fysioterapi, kiropraktor, ørelæge og massage) blev jeg anbefalet Alexanderteknik, og for 3 år siden begyndte jeg i Birgittes praksis. Alexanderteknik hjalp mig over kronisk hovedpine, nakkesmerter og svimmelhed, og Birgittes blide og helende hænder har gjort, at jeg i dag sjældent mærker til mine tidligere symptomer.”

Alice Kjær, cand. pæd.


”Jeg har gennem de sidste 6 år gået til Alexanderteknik hos Birgitte ca. hver 14. dag.

Jeg startede oprindeligt, fordi jeg havde mange smerter i min lænd og var meget træt i kroppen, så en af mine veninder anbefalede mig at kontakte Birgitte.

Udover, at smerterne i min lænd er formindsket væsentligt, er der hele vejen fulgt mange sidegevinster med.

Både min kropsholdning og kropsopfattelse er blevet betydelig bedre. Før var min balance noget usikker, og jeg havde svært ved at stå helt stille.

Min krop er ikke længere stresset, og det er blevet meget tydeligt for mig, hvor stor en sammenhæng der er mellem det, jeg oplever i livet, og de signaler min krop giver mig.

At bruge 40 minutter på Alexanderteknik er ren egenomsorg for mig nu. Det er der, jeg kan mærke efter, slappe af og passe på mig selv i tide. Det er blevet en vigtig del af mit liv, som jeg meget nødig vil være foruden.”

Annette Madsen, pædagog


”I december 2007, begyndte jeg at løbe. De ture jeg løb var 5-6 km, og det var som om, jeg ikke kunne komme over den grænse. Ikke fordi min kondition var for dårlig, men fordi jeg fik ondt i armene og andre steder i kroppen efter at have løbet i en halv time.

Da Birgitte selv løber, tilbød hun at løbe sammen med mig for at se, hvordan jeg brugte min krop, når jeg løb. Det viste sig, at jeg under mine løbeture spændte i skuldrene, og mit åndedræt var ikke naturligt og afslappet. Meget af min energi gik ikke til at løbe men til at holde min krop. Birgitte lærte mig at få min krop til at holde sig selv og få mit åndedræt til at passe til mit løb.

3 måneder efter jeg var begyndt med Alexanderteknik løbelektioner, løb jeg mit første maraton - og jeg løb hele vejen. Det kunne jeg ikke have gjort uden hjælp.

Ud over løb har Alexanderteknik hjulpet mig med at dæmpe min tinnitus. Den er ikke forsvundet, men generne er væsentlig mindre."

Peter Frandsen, Civilingeniør, IT arkitekt.